Den 19. november kommer årets første Beaujolais Nouveau til Viborg – efter planen med Henrik og vinmanden Michael Bisgaard bag rattet i en Peugeot fra 1985. Kom og tag imod dem på Nytorv, og smag på den nye årgang.
Kom og skål med os
Torsdag den 19. november kl. 16 på Nytorv i Viborg
Vi tager imod Henrik, Michael og den gamle Peugeot, når de vender hjem fra Frankrig med årets første vin i bagagerummet. Alle er velkomne til at kigge forbi, se bilen og skåle med os.
Et glas Beaujolais Nouveau og en lille snack koster 75 kr.
Vil du fortsætte aftenen i det franske, inviterer Café Morville fra kl. 19 til en særlig fransk middag med vine til.
Book bord til middagen hos Café Morville
En gammel tradition får nyt liv
For et par år siden fik Henrik idéen om at genoplive 80’ernes tradition med at hente Beaujolais Nouveau direkte i Frankrig. Dengang handlede det om at komme hurtigst muligt hjem, men i 2026 er det nok ikke længere 200 km/t gennem Europa, der er pointen.
Idéen blev luftet for vinmanden Michael Bisgaard, som straks var med på projektet og samtidig havde kontakten til et godt Beaujolais-hus. Dermed begyndte planen at tage form.
Fransk vin kræver en fransk bil
Da turen ikke skulle være hurtig, måtte den til gengæld være autentisk. Og hos Lindholm elsker vi jo ikoniske biler!
Derfor faldt valget på en Peugeot 505 fra 1985 med en næsten kongelig fortid: Bilens første ejer var De Kongelige Stalde i København. Hvem ved – måske var det Henri selv, der havde bestilt den fra ny? 😉
Nu får den gamle franskmand en ny opgave, når Henrik og Michael sætter kursen mod Beaujolais for at hente årets nye vin hjem til Viborg.
Fra Beaujolais kl. 00.01 til Nytorv kl. 16
Beaujolais Nouveau frigives ved midnat natten til den 19. november. Planen er derfor at rulle ud af Beaujolais kl. 00.01 med årets første vin ombord og sætte kursen mod Danmark.
Hvis den gamle Peugeot og trafikken arter sig, lander de på Nytorv torsdag eftermiddag kl. 16. Her håber vi, at I vil være med til at tage imod dem og smage på det, turen har handlet om.
Turen og arrangementet gennemføres i samarbejde med Nytorv 11 og Café Morville i Viborg.
Vi glæder os til at skåle med jer!
















