Henrik Bollerslev har solgt sine anparter i Autotorvet, efter han i en årrække har været minoritetsejer uden nogen aktiv rolle i den daglige ledelse eller drift af virksomheden. Med salget af anparterne har Henrik Bollerslev ikke længere nogen forbindelse til Autotorvet.
Salget sker i forlængelse af, at Lindholm Biler tidligere på året lancerede sin nye vækststrategi. I den forbindelse genindtrådte Henrik Bollerslev som administrerende direktør, så Thomas Bank Jakobsen kunne fokusere på virksomhedens salg og kundeudvikling.
“Bilbranchen har ændret sig markant gennem de seneste år. Kompleksiteten i at drive en moderne bilforretning er større end nogensinde. Samtidig har Lindholm Biler udviklet sig fra en traditionel brugtvognsforretning til en virksomhed med ét af landets største udvalg af nyere brugte elbiler og spændende specialbiler. Det stiller store krav til både indkøb, markedsføring, salg og drift,” fortæller Henrik Bollerslev.
Lindholm Biler har brugt de senere år på at styrke og optimere organisationen. Der er foretaget store investeringer i bl.a. de digitale platforme, og flere funktioner er blevet samlet internt for at forbedre kundernes oplevelse og effektivt håndtere den voksende kompleksitet. Nu handler det om at gøre vækststrategien til virkelighed, og det kræver ledelsens fulde opmærksomhed:
”I dag står vi på et rigtig stærkt fundament med masser af udviklingsmuligheder foran os. Jeg glæder mig til at bruge al min tid og energi på den videre udvikling af virksomheden,” siger Henrik Bollerslev.
Lindholm Biler fejrede i 2026 sit 50-års jubilæum og har i dag et af Danmarks største udvalg af nyere brugte elbiler. Virksomheden beskæftiger mere end 60 medarbejdere og sælger hvert år flere tusinde biler til kunder i hele landet.




