I forbindelse med virksomhedens 50-års jubilæum justerer Lindholm Biler organisationen for at styrke det fremtidige vækstgrundlag. Fremover vil Thomas Bank Jakobsen få et endnu skarpere fokus på salg og udvikling af forretningen, mens Henrik Bollerslev tiltræder som administrerende direktør
Beslutningen er truffet som led i en strategisk prioritering, hvor Lindholm Biler ønsker at accelerere væksten og samtidig sikre en stærk og stabil drift.
“Vi står et rigtig godt sted efter en periode, hvor vi har arbejdet målrettet med at optimere og styrke hele forretningen. Nu er vi klar til næste fase, hvor vi for alvor skal vækste – og det kræver, at vi organiserer os anderledes,” siger Thomas Bank Jakobsen.
Fokus på vækst og salg
Som en del af den nye organisering vil Thomas fremover dedikere sit fulde fokus til salget og de kommercielle initiativer.
“Salg og salgsaktiviteter er en fuldtidsopgave i sig selv – og det er her, jeg kan bidrage allermest. Jeg ser virkelig frem til at have 100% fokus på at styrke vores position i markedet og skabe yderligere vækst sammen med resten af teamet,” siger Thomas Bank Jakobsen.
Med ændringen får Lindholm Biler en tydeligere arbejdsdeling i ledelsen, hvor salgsindsatsen styrkes samtidig med, at den daglige drift forankres hos Henrik Bollerslev.
Stærkt fundament for fremtiden
Lindholm Biler har de seneste år gennemført en række tiltag for at styrke forretningen – herunder optimering af organisationen, udvikling af digitale platforme og øget fokus på interne processer. Virksomheden har i forlængelse heraf valgt fremadrettet at styre alle centrale dele af værdikæden selv, herunder håndteringen af byttebiler.
For at sikre, at virksomheden får fuldt udbytte af optimeringerne, indtager Rasmus Rimmer Larsen en ny rolle som driftschef med ansvar for klargøring af biler og salg af byttebiler.Dette skal sikre bedre kontrol, højere kvalitet og en endnu stærkere kundeoplevelse.
“Vi har et stærkt fundament, dygtige medarbejdere og de rigtige faciliteter. Med den justerede organisering står vi endnu stærkere rustet til fremtiden,” siger Henrik Bollerslev.
50 år med biler – og blikket rettet fremad
Lindholm Biler fejrer i år 50-års jubilæum og har gennem årtier opbygget en solid position på det danske brugtbilmarked – ikke mindst inden for nyere brugte elbiler.
Med den nye organisering og et klart fokus på vækst ser virksomheden lyst på de kommende år.




